torsdag den 28. februar 2008

Peru 8

Dag 1
Efter afgang kl.14 ankom vi til en intermistisk rom-fabrik, hvor vi så den primitive fremgangsmåde, fik smagsprøver – det hele laves af sukkerør og diverse urter, noget anderledes end normal rom. Efter en udmærket aftensmad nød vi brisen i forstavnen indtil det begyndte at høvle ned.

Dag 2
Besøg i indfødt landsby med stammedans og souvenirsalg i fælleshuset – derefter videre til en meget kendt peruansk kunstner : Francesco Grippa, som har bosat sig i en landsby og bygget et helt fantastisk hus - hans billedverden er junglen og dens fauna, meget farverigt og smukt. Om eftermiddagen var der jungle-hiking, meget varmt og meget vådt, alle havde totalmudrede bukser og sko. Kl.18 var der så natekspedition for at se kaimaner, men det begyndte at høvle ned igen, så vi droppede det – godt det samme, de så nemlig ingen! Vi drak i stedet rødvin i stavnen.

Dag 3
Vækning kl.05.30 og morgentur i motorbåd for at se dyr. Der blev set et dovendyr og så diverse fugle – Amazonfloden er en hovedfærdselsåre, så der er ikke vildt meget dyreliv der. På gåtur ind i junglen, hvor vi så nogle fabelagtige Victoria-vandliljer – endnu engang med mudrede bukser og sko. Efter morgenmaden var der så besøg i et lille samfund, hvor vi kom ind i husene og så hvorledes de boede. Ingen møbler, i køkkenet var der opbygget et ildsted i ler, hvor der bliver grillet fisk og kogt ris osv. Om eftermiddagen var vi så på besøg i et lille samfund, hvor de både havde strøm og en lille plads, samt en bar. Her drak vi en enkelt øl sammen med vores ene guide Segundo. Senere kom vi på Piranhiay-fiskeri, men Hanne fangede den eneste fisk – en akvariefisk!

Dag 4
Vi ankom tidligt til øen Santa Rosa, som ligger i Peru. Blev sejlet over til den ene flodbred til byen Letitia i Colombia og herfra kørte vi med taxa til byen Tabatinga i Brasilien ( tog 15 minutter ) . Her mødte vi Segundo og vi drak atter iskold øl. Her er meget varmt og fugtigt og vi var glade for at komme ombord igen kl 13. Her var så ankommet en flok med 18 tyskere og deres guide, som skulle have sejlturen tilbage til Iquitos. Desværre er guiden en værre brøleabe og det lykkedes tyskerne at tørlægge baren på skibet for øl i løbet af 6 timer. Og vi havde spurgt om de havde nok øl !!!

Dag 5
Endnu en jungletur, som vi droppede og efter det besøg i en by med et spedalskhedhospital, som vi besøgte – drives af Røde Kors og nonner. Spedalskhed er nu næsten udryddet – det sidst kendte tilfælde er for 5 år side, men under kontrol. I en lille butik købte vi gaver til at give børnen i den næste indfødte landsby, som vi skulle besøge : blynter, biscuits, blokke, hårpynt osv. Og Hermann – bartenderen – købte store øl til baren. Om eftermiddagen var vi på en lang bådtur, hvor vi så høge, gribbe, fiskehejre, en enkelt stor ugle (da det blev mørkt – fantastisk måneopstigning ) samt ildfluer og store flagermus.

Dag 6
Besøg hos Boras-stammen med indfødt dans og souvenirs – her gav vi vores gaver til høvdingen, så han kunne fordele dem. Segundo og Neill (vores anden guide ) kommer nu og hvisker til os, at maden er parat – så vi kan nå at komme ind før alle tyskerne, der fylder enormt meget. Kl.16 var der så snacks i baren, det meste lavet af bananer, men også nogle som smagte som flæskesvære. Efer maden inviterede vi vores 2 fantastiske guide på drinks – Segundo og Neill har virkeligt gjort denne tur til en oplevelse, selvom der ikke var alle de dyr vi havde håbet på – til gengæld har vi nok set noget, som det ikke er mange andre forundt. Og så blev vores barregning talt sammen, dt blev knap 1000 kr for 2, hvilket må siges at være yderst rimeligt, der er blevet drukket både drinks, rødvin, øl og cola.

Dag 6 – Iquitos
Segundo havde arrangeret en tur efter vi var ankommet til vores 5-stjernede hotel. Sammen med 4 schweizere fra båden, blev vi i 3 hjulede motorcykeltaxier kørt til et marked, hvor bl.a.Lars spiste grillede larver ! Herfra blev vi sejlet i bådtaxi til en ”Sommerfuglefarm”, der drives af en østrigsk dame. Og her fik vi så endeligt set nogle farveatrålende araer, fantastiske sommerfugle, en jaguar, en myresluger, en tapir og ikke mindst flere forskellige abearter. Bl.a en lille fyr ved navn Junior, opdrættet som lommetyv og efterladt, da den blev syg. Den var meget kommunikationsvenlig, man skulle bare passe på sine egendele – den huggede simpelthen alt.

Hjemrejse
Og så gik det hjemad – kl.6.35 med fly fra Iquitos til Lima. Her havde vi en ventetid på 11 timer, før vi stod på flyet til Amsterdam. Så 12 timers flyvning og ankomst kl 13.30 der. Og nu har vi fløjet, sejlet, kørt i bus og tog i Peru og alt er kørt og ankommet til tiden ! Og hvad sker der så ? Vi må sidde i flyet til København og vente på at komme afsted, til at de får tømt bagagerummet for kufferter, fordi der mangler 4 passagerer ! Og i Kastrup venter og venter vi på bagagen – og først da vi spørger i bagageinformationen opdages der, at de har glemt at køre 1 bagagevogn ind. Nå – men hjem kom vi da og det var rart at blive hentet i lufthavnen.

Ingen kommentarer: